Træn førstehjælp

Er du bange for at stå i en situation, hvor du skal yde førstehjælp? Forestil dig, at du finder en bevidstløs person. Det første du skal gøre, er altid at tjekke vejrtrækningen.

Den normale vejrtrækning for voksne kan høres og har normal bevægelse med ens og korte pauser mellem hver vejrtrækning. Er vejrtrækningen langsommere, eller består den kun af gisp eller andre lyde, er det IKKE normal vejrtrækning. Er du i tvivl, om den bevidstløse person har normal vejrtrækning, skal du ALTID handle, som om der ikke er vejrtrækning.

Hjertemassage og kunstigt åndedræt til voksne

Her får du en kort gennemgang af basal livreddende førstehjælp for voksne – også kaldet hjerte- lunge-redning.

Sådan gør du:

  1. Er personen bevidstløs?
  • Tal og rusk behersket i personen.
  1. Er der frie luftveje?
  • Skab frie luftveje
  • Se, lyt og føl i max 10 sekunder
  • Er der normal vejrtrækning, skal personen lægges i stabilt sideleje
  1. Er der IKKE normal vejrtrækning?
  • Tilkald hjælp: Ring 1-1-2 hurtigst muligt, og altid inden du begynder hjertemassage og kunstigt åndedræt.
  1. Giv hjertemassage og kunstigt åndedræt
  • Giv skiftevis hjertemassage med 30 tryk og 2 indblæsninger
  • Fasthold en konstant trykdybde på 5 – 6 cm
  • Fortsæt til der kommer tegn på bedring hos personen: når personen åbner øjnene og trækker vejret normalt eller til professionel hjælp overtager.
  1. Hvis der er normal vejrtrækning, skal du lægge personen i stabilt sideleje

Er du lidt rusten på færdighederne med stabilt sideleje? Så kommer den herunder.

 

Sådan lægger du en person i stabilt sideleje

Du skal lægge en bevidstløs person, der trækker vejret normalt i sideleje. Her får du en kort gennemgang af, hvordan du lægger en person i stabilt sideleje.

Sådan gør du:

  • Knæl ved siden af den tilskadekomne
  • Læg personens arm, den nærmest dig, vinkelret ud for kroppen, med albuen bøjet og håndfladen opad
  • Træk den fjerneste arm hen over brystet, og hold bagsiden af hånden mod personens kind
  • Tag fat om det fjerneste ben lige over knæet med den anden hånd. Træk det op, hold foden på jorden
  • Hold hånden presset mod kinden, træk i det fjerneste ben, og rul personen over mod dig
  • Justér benet, så både hofte og knæ er bøjede
  • Vip hovedet tilbage for at sikre, at luftvejene forbliver åbne
  • Justér hånden under hals og kæbe, hvis det er nødvendigt, for at holde hovedet vippet og bagud, så du kan sikre frie luftveje

Trænger du og vennerne, familien eller kollegaerne til at genopfriske jeres basale førstehjælp? Så kan I med fordel anskaffe førstehjælpsdukker og få trænet det hele. Måske I får brug for hinandens hjælp en dag.

Christina Løvfall Hansen